FB Fodbold er nu en realitet
Champagnepropperne sprang!
Så blev FB Fodbold endelig en realitet, og kan nu officielt kalde sig for klub!
Ved den stiftende generalforsamling tirsdag den 7. marts 2017 blev vedtægterne for FB Fodbold vedtaget.
Dette er resultatet af 3 års forberedelse og hårdt arbejde, som en kort historie kan resumeres således:
Det første møde mellem Bredsten og Firehøje fodbold afholdes ved et hjemmekampstævne i maj måned 2014 på Nørup Stadion.
Allerede i efterårssæsonen 2014 startede samarbejdet på seniorsiden, hvor vi spillede under holdsamarbejde.
I 2015 fik vi vores første fælles spillertrøje i blå/gul.
Ligeledes blev der indgået holdsamarbejde på flere af ungdomsholdene.
I løbet af 2015 havde vi med hjælp fra en DBU konsulent mange indledende, inspirerende og udfordrende møder, hvor vi bl.a. arbejdede med vedtægter, årshjul og fælles formål samt mål for vores nye kommende klub.
Fra 2016 havde vi således også samarbejde på alle vores ungdomshold og senest har vi nu også fået vores Old Boy´s afdeling med, hvor de også er med under fællesnævneren FB Fodbold og vil hjælpe hinanden på de 3 hold vi har p.t.
Ved fodboldfesten i Nørup Sognegård i november 2016 kunne vi også offentliggøre vores nye logo – og samtidig overrække vinderen af vores logokonkurrencen et gavekort på kr. 1000,-
Sidst men ikke mindst er vi nu i gang med de allersidste formelle godkendelser i forhold til DBU, pengeinstitut og andre myndigheder som skal ændres i forhold til vores nye klub.
Vores nye klub FB Fodbold, vil stadigvæk samarbejde med hovedbestyrelserne i Bredsten og Firehøjeland. Ligeledes fastholder vi samarbejde med vore respektive skoler og har tilknytning idrætshallerne i begge lokalområder!
Citat fra et tidligt tidspunkt i samarbejdet:
Med dialoger og møder samt en stor velvillighed og enighed i bestyrelserne fra Bredsten og Firehøje om sammenlægningen, så har åbenhed med udgangspunkt i, at vi har brugt udtrykket ”en spade for en spade og en skovl for en skovl” været en vigtig del af sammenlægningen.
Vi laver fejl og kommer stadigvæk til at sige Firehøje el. Bredsten i stedet for FB Fodbold.
Vi var og er klar over, at nogen ville være imod sammenlægningen, og sådan er det. Men vi må sige, at vi alt overvejende stort set kun har hørt positivt i forbindelse med sammenlægningen.
Vi var forberedt på, at vi kunne miste medlemmer, men ind til videre er det faktisk modsat. Vi har ved udgangen af 2016 lidt over 400 medlemmer.
I 2017 er vi nu i gang med at udarbejde et sponsorkoncept og mållotteri, så vi også kan underbygge klubben rent økonomisk! Vi håber selvfølgelig alle vil tage godt imod os, når vi senere kommer på besøg for at lave en aftale desangående.
Og så er det i efterårsferien, vi for første gang i FB Fodbold regí skal en tur til Costa Brava Cup i nærheden af Barcelona. Vi skal ca. 100 spillere og ledere af sted i 2 busser. Turen er stort selvfinansieret af spillerne – dels ved forskellige arbejder i lokalområdet samt ved opsparing igennem det sidste års tid.
Så vi er blevet styrket i troen på, at vi har en klub med et godt brand - som er en god og bæredygtig klub.
Hurra for FB Fodbold