En særlig tak

Et velfortjent skulderklap til vores formand
Til vores hyggelige frivilligaften havde bestyrelsen en særlig overraskelse i ærmet. For udover at fejre alle de fantastiske frivillige, mente vi også, at der var én person, som fortjente et ekstra skulderklap – nemlig vores formand, Jens Skov Jørgensen.
Jens gør hver eneste uge en kæmpe indsats for klubben og for alle omkring ham. Han er altid klar til at hjælpe andre – og derfor mente vi, at det var tid til, at vi gjorde noget for ham.
På vegne af bestyrelsen holdt Sanne Knop en personlig takketale til Jens – en tale fyldt med varme, anerkendelse og taknemmelighed.
Læs hele talen herunder:
Kære allesammen,
I dag skal vi tale om en mand, der har været en del af vores forening og klub i så mange år, at vi snart er i tvivl om, hvad der kom først – ham eller fodbolden!
I omkring 49 år har han været en fast del af foreningslivet og klubben – og ikke bare som formand, men også som vicevært, grillmester, banekridter, konfliktmægler, kaffekoger, dommerkritiker og
ja… nok også psykolog for os alle sammen.
Hvis det kan gøres – så har han gjort det. Hvis det ikke kan gøres – så gør han det alligevel.
Han er vores blæksprutte. Ikke fordi han er god til at svømme, men fordi han har otte arme og bruger dem alle sammen på én gang. Han klarer alt det, vi andre håber, at nogen “lige tager sig
af”. Og sjovt nok... så er han den nogen.
Det er faktisk helt vildt. Hvis der skulle bygges et nyt klubhus i morgen, så ville han stå klar med skovlen kl. 06.00, morgenkaffen i termokanden – og sandsynligvis have ordnet regnskabet for det samtidig.
Han siger aldrig nej. Faktisk er vi i tvivl, om han overhovedet har det ord i sit ordforråd.
Hvis man spørger:; Kan du lige...? – så svarer han bare: " Selvfølgelig! – og så gør han det bedre, end vi nogensinde havde håbet. Og han siger aldrig nej, fordi han oprigtigt ønsker at alle omkring ham,
har det godt. At børn og voksne, nye som gamle medlemmer, har en god oplevelse i klubben. At fællesskabet blomster.
Uden ham var der ikke nogen klub. I hvert fald ikke én, der hang sammen med gaffatape, passion og præcision – som vores gør. Han er limen, der holder det hele sammen... og ja, nogle gange
også den, der slår sømmene i selv.
Så kære Jens, på vegne af hele klubben vil vi sige: TAK! For din energi, din arbejdsiver – og for
ikke at være gået træt i os endnu. Vi ved ikke hvordan du gør det, men vi er lykkelige for, at du gør det.
Og én ting er sikkert: Vi kan aldrig betale dig tilbage – men vi kan prøve at holde grillen varm og kaffen stærk.
Og så skal vi ikke glemme hans dejlige kone Ann, som jo ikke ser ham så meget, når vi gør beslag på ham.
Skål for vores uundværlige blæksprutte af en formand og hans kone