Menu

Lokalsamfundets opbakning

Lokalsamfundets opbakning

Siden stiftelsen i 1978 har opbakningen til Firehøje IF i lokalområdet altid været god. Især klubhusbyggeriet, som tog sin begyndelse i slutningen af 1980’erne, viste et overvældende lokalt engagement. Klubben havde på det tidspunkt brug for et nyt og større samlingssted, men kommunen havde ingen penge, og kreditforeningerne ville af samme grund ikke være med. Klubbens egne midler, tilskud fra en lokal fond og rentefrit lån fra DGI rakte langt, men var ikke helt nok. Derfor startede klubben en husstandsindsamling. Hele 100.000 kr. blev samlet ind, hvilket oversteg alle forventninger. Derudover modtog klubben bidrag fra alle byens håndværkerne og forretningsfolk – enten i form af et kontant beløb eller materialer til indkøbspriser. Den 29. december blev det første spadestik til byggeriet taget, og derefter gik det hurtigt. Det skyldtes ikke mindst, at en lang række frivillige var i gang dag ud og dag ind. Ja, folk, som aldrig havde sat deres ben på fodboldbanen, hjalp til. Selv klubbens seniorer og pensionister var i sving. De mødte hver formiddag og gjorde byggepladsen ren for søm og spåner, så den stod klar, når byggefolket kom kl. 16. Efter nøjagtig tre måneder stod klubhuset færdig, og indvielsen fandt sted d. 3. april 1993 under stor festivitas.

Udover klubhusbyggeriet, som har haft en uvurderlig betydning for sammenholdet i hele området, har Firehøje IF også altid nydt stor opbakning hos de lokale erhvervsdrivende, når der skulle samles ind til reklamebanko, tombola, spillerdragter m.m. Ikke mindst til den årlige sommerfest-/byfest, som fodboldafdelingen arrangerer, viser de erhvervsdrivende stor velvillighed.

Luk