Menu

Klubbens oprindels

Klubbens oprindelse

Firehøje IF blev stiftet d. 12. maj 1978 som en flerstrenget forening. Stiftelsen var resultatet af en sammenlægning af NUG&I (Nørup Ungdom, Gymnastik & Idrætsforening), Vandel Idrætsforening og Randbøldal Idrætsforening.

Historien bag fodboldspillet i Firehøje IF tog sin begyndelse i 1937, hvor Nørup Idrætsforening blev dannet, og første formand var Christian Schmidt. Nørup IF – som senere indgik i en sammenlægning og skiftede navn til NUG&I – stillede for første med et seniorhold i JBU’s turnering i 1961. Klubbens øvrige hold deltog alle i Vejle Amts turnering.

Det var først sidst i 1960’erne, at der for alvor kom gang i fodbolden i NUG&I. Jørgen Petersen var kommet til som formand og trænede samtidig ene mand børnene i klubben to gange om ugen – de yngste børn fra kl.16-18 og de ældre børn fra kl. 18-20. Der var stor mangel på trænere og ledere, og opbakningen til klubbens aktiviteter var generelt utilfredsstillende. I 1970 så Jørgen Petersen sig nødsaget til at annullere generalforsamlingen, fordi kun 2 medlemmer var mødt frem udover bestyrelsen, som i øvrigt heller ikke var fuldtallig. I stedet indkaldte han til en ekstraordinær generalforsamling i marts 1970, hvor eneste punkt på dagsordenen var en opløsning af foreningen. Truslen om foreningens endeligt fik hele 125 personer til at møde frem – mange i vrede over formandens drastiske skridt.

Drastisk eller ej. Den ekstraordinære generalforsamling havde en gavnlig effekt i foreningen. Flere frivillige blev involveret i arbejdet. Navnlig Nørup Skoles lærere med Mogens Jensen og Mogens Troelsen i spidsen trak et stort læs og tog bl.a. del i fodboldtræningen.

Nørup IF holdte i slutningen af 1970’erne en række møder med områdets idrætsforeninger – dog undtagen Bredsten, som var arvefjenden på godt og ondt. Møderne mundede ud i en sammenlægning af Nørup IF, Randbøldal IF og Vandel IF under navnet Firehøje IF – opkaldt efter et område mellem de tre byer på 6 tdr. land hede.

 

 

 

 

 

 

Luk