Menu

Højdepunkter

Gode tider og mange tilskuere

Klubbens sportslige højdepunkter startede i 1965 med oprykning til serie 3. Det var klubbens første betalte træner, Knud Thiemer ved roret. I 1966 ansatte klubben Gert Simonsen - far til Allan Simonsen som træner, og det blev en stor sejrsgang i serie 3 med hurtig oprykning til serie 2, samtidig med at holdet nåede finalen om kredsmesterskabet, der foregik på Ikast Stadion. Desværre tabte holdet der 2-0 til Ålestrup efter omkamp.

Stammen på serie 2 holdet var nu blevet så stærk, at det kun var et spørgsmål om tid, inden den næste oprykning ville komme. Desværre rejste Gert Simonsen på grund af private årsager. Til sæsonen 1969 lykkedes det dog at få ham tilbage, og med ham ved roret og Harry Kyed som holdleder, opnåede klubben en oprykning til serie 1.

Det havde været en forrygende sæson med stor tilskuerinteresse - både lokalt og fra hele Vejleområdet, da det både var Vejle Boldklub og Vejle Kammeraterne, som Bredsten IF snød for oprykning.

I 1970 kunne klubben indvi et nyt baneanlæg. Det skete ved en opvisningskamp mellem Bredsten serie 1 og Vejle Boldklub med 1. divisionsholdet. Det var mødt et rekordstort antal tilskuere op, og de så Vejle Boldklub vinde med 4-2 trods en strålende kamp af Bredsten. Aftenen sluttede med en stor fest i Bredsten Haandværkerforening.

Fem forrygende år slutter

I de følgende år begyndte det at knibe med at holde sammen på den stærke grundstamme af spillere, som man havde levet højt på i en del år. Nogle rejste til større klubber, andre rejste på grund af uddannelse.

Så i 1974 - efter fem dejlige år i serie 1, måtte klubben lide den tort at rykke med i serie 2. Spillermaterialet var ikke længere god nok til at deltage i den meget svære sydkreds i serie 1.

Det var samtidig starten på en periode, hvor klubben på skift var at finde i serie 2 og serie 3.

Fra midten af 80´erne startede pigefodbold op i klubben, og det blev en stor succes med rigtig gode resultater. Samtidig voksede ungdomsafdelingen støt og roligt, hvilket skyldtes en kraftig tilgang af de forskellige årgange, men også de daglige ledere og trænere.

Pigefodbolden gik helt i stå i 1990, men i 2002 blev det igen prøvet at tage det på programmet. Årsagen var nogle dygtige ledere, som havde arbejdet med pigefodbold før. Indtil videre er initiativet blevet en stor succes, og klubben ser med spænding på fremtiden.

Luk